“Dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.”2.Mos. 9,16

Kristenlivet er mere, end mange anser det for at være. Det består ikke udelukkende i mildhed, tålmodighed, ydmyghed og venlighed. Disse egenskaber er uundværlige, men der er også brug for mod, kraft, viljestyrke og udholdenhed. Den sti, som Kristus viser os, er en smal selvfornægtelsens sti. At betræde denne sti og haste frem trods vanskeligheder og skuffelser kræver mennesker, der er noget mere end svæklinge.

Vi trænger til viljestærke mennesker, mennesker, der ikke venter på, at vejen skal blive jævnet for dem, og at enhver hindring skal blive fjernet, mennesker, hvis hjerte gløder af kristen kærlighed, og hvis hænder er virksomme for at gøre deres Herres vilje.

Nogle af dem, som beskæftiger sig med missionsgerning, er svage, energiløse og taber let modet. De mangler fremdrift. De har ikke disse afgørende karakteregenskaber, som giver kraft til at yde noget, – den ånd og energi, som skaber begejstring. De, som ønsker, at deres gerning skal lykkes,
må være dristige og forhåbningsfulde. De burde ikke blot være i besiddelse af passive, men af aktive egenskaber. Skønt de skal give de milde svar, der dæmper vrede, må de have heltemod nok til at modstå det onde. Foruden den barmhjertighed, der tåler alt, må de have en karakterstyrke, der gør deres indflydelse til en positiv kraft.

Nogle har ingen fasthed i deres karakter. Denne svaghed, denne ubeslutsomhed og udygtighed må overvindes. … De stærke er dem, som har mødt modstand og er blevet hindret og modarbejdet.

Når de opbyder al deres energi, vil de hindringer, de møder, vise sig at være til direkte velsignelse for dem. De vil få mere selvtillid. Strid og vanskeligheder kræver tillid til Gud og den standhaftighed, som udvikler styrke.



Profetiens Ånd
Guds Sønner og Døtre – Ellen G. White (1827 – 1915)