8. juni – Ikke nogle få udvalgte, men mange venner

Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød. Ordsp.17,17.  

Sympati er noget godt, når den ydes klogt, men den må ydes med omtanke og med viden om, at genstanden for den fortjener sympati. Hvad kan man sige om at tage mod råd fra andre? Ordsprogenes bog 25, 9-12: »Før sagen med din næste til ende, men røb ej andenmands hemmelighed; thi ellers vil den, der hører det, smæde dig. Æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid. En guldring, et gyldent smykke er revsende vismand for lyttende øre.« Når vi kan forene os om at hjælpe hinanden frem ad vejen til Himmelen, når samtalen drejer sig om åndelige og guddommelige emner, så er det noget værd at tale; men når samtalen kredser om en selv og om jordiske og uvæsentlige ting, så er tavshed guld. Det lyttende øre skal tage imod dadel med ydmyghed, tålmodighed og lærevillighed. Kun således kan vort samkvem med hinanden blive til velsignelse og opfylde alt det, som Gud ønsker, det skal være. Når de guddommelige forskrifter gensidigt følges, gør den klogt irettesættende sin pligt, og det lyttende øre hører villigt og får gavn af det.  Ethvert bekendtskab vi får, hvor flygtigt det end er, udøver en vis indflydelse på os. Hvor meget vi lader os påvirke af denne indflydelse er afhængigt af, hvor intim og hvor vedvarende forbindelsen er, af vort venskab og vor ærbødighed for den, som vi kommer sammen med.  Din velvilje og dine uselviske handlinger skal ikke blot gælde nogle få udvalgte, men alle dem, du kommer i forbindelse med. På denne måde vil du få venner og forbindelser, som er værdifulde og varige; dine gerninger vil få tilbagevirkende kraft.  Af samfundsmæssige grunde kommer de kristne i forbindelse med verden. Enhver, som har modtaget det himmelske lys, skal lyse på vejen for dem, som ikke kender livets lys.

Guds sønner og døtre – Ellen G. White