Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud. Sal.42,1
”Mange af de unge. . . segner under enhver bekymring og har ikke kræfter til at holde ud. De vokser ikke i nåden. … Deres kødelige hjerte må forvandles. De må se det skønne i at være hellige; så vil de hige efter det, ligesom hjorten skriger efter det rindende vand. …
Hvis I vandrer efter Herrens befaling, I kære unge, så må I ikke vente, at jeres vej altid skal være præget af ydre fred og lykke. Den vej, der fører til evigt lys, er ikke den letteste at vandre og til tider vil den synes mørk og tornefuld. Men I har forvisningen om, at I er omgivet af Guds evige arme til beskyttelse mod det onde. Han vil, at I skal udvise oprigtig tro på ham og lære af ham såvel i skygge som i solskin. …
I sine bestræbelser for at nå hjem bliver ørnen ofte af uvejret slået ned” i de snævre bjergpas. Skyerne hænger i sorte, tunge masser mellem den og de solrige højder, hvor den har sin rede. En kort tid synes den forvirret og basker hid og did og slår med sine stærke vinger, som om den ville feje de tætte skyer bort. … Til sidst styrter den sig opad ind i mørket og udstøder et højt triumfskrig, når den et øjeblik efter dukker op i det stille solskin oven over. Mørket og uvejret er alt sammen neden under den, himmelens lys skinner omkring den. Den når sit elskede hjem på den høje klippetop og er tilfreds. Det var gennem mørket, at den nåede til lyset. Det kostede anstrengelser at gøre dette, men den fik sin løn ved at nå derhen, hvor den ville.
Som Kristi disciple er dette den eneste fremgangsmåde, vi kan følge. Vi må udøve denne levende tro, der kan trænge gennem de skyer, der som en tæt mur adskiller os fra Himmelens lys. Vi kan nå til højdepunkter af tro, hvor alt er fred og glæde i Helligånden.”
Seneste kommentarer